Hvis man er til persille- eller hvidløgssmør, ligger det lige for at forsøge sig med ramsløgssmør. Vi har gjort det i flere år og har netop lagt dette års produktion i fryseren. Jeg burde nok her vise et billede af hvor ramsløgene vokser, men det var ikke i tankerne at fotografere, da vi sankede bladene.
Ramsløgene kan ligne de meget giftige liljekonvalblade, men liljekonvallerne kommer først til maj, og ramsløgene “dufter” umiskendeligt kraftigt hvidløgsagtigt.
Til to pakker smør bruger vi ca. en halv bæreposefuld blade, helst fra starten af sæsonen hvor de ikke er så grove.
Tag smørret ud af køleskabet inden du begynder processen
De friske blade befris for stilke, skæres i strimler og hakkes meget fint.
Herefter håndæltes en passende mængde med en pakke smør.