Download:
VEDTÆGTER
for Grundejerforeningen Ore Strandpark
§1. Hjemsted og værneting.
Stk. 1. Foreningens navn er Grundejerforeningen Ore Strandpark.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Guldborgsund Kommune, og dens værneting er Retten i Nykøbing Falster.
§2. Formål.
Stk. 1. Foreningen skal varetage de fællesinteresser for nuværende og fremtidige ejere af parceller i Ore Strandpark, som stadfæstet i bestemmelserne i punkterne 1-8 i deklarationerne tinglyst 13.7.1966 og 7.5.1969 på matr. nr. 2c m.m. Ore By, Åstrup Sogn.
Stk. 2. Foreningen skal også repræsentere og varetage medlemmernes interesser over for offentlige myndigheder eller private personer og firmaer i spørgsmål af fælles interesse.
§3. Medlemskab.
Stk. 1. Ret og pligt til medlemskab har parceller, der er udstykket fra matr. nr. 2c Ore By Åstrup Sogn med undtagelse af parcel nr. 1, jfr. lokalplanens punkt 13, B, d.
Stk. 2. Generalforsamlingen kan beslutte at udvide foreningens område til også at omfatte andre ejendomme, der naturligt hører med til området.
Stk. 3. Ved salg af en parcel kan et medlem ikke udtræde af grundejerforeningen med mindre medlemmet overdrager sine rettigheder og forpligtigelser til den ny ejer, og det er ligeledes en forudsætning, at eventuelle restancer er berigtiget. Den nye ejer af parcellen hæfter for eventuelle restancer.
Stk. 1. Medlemmerne betaler et årligt kontingent til grundejerforeningen.
Stk. 2. Kontingentets størrelse, betalingsfrist og rykkergebyr fastsættes af generalforsamlingen.
Stk. 3. Eventuelle restancer kan overgives til inkasso 2 måneder efter betalingsfristens udløb.
§5. Generalforsamling.
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i august måned med mødested i nærmeste omegn af foreningen.
Stk. 3. Medlemmerne modtager indkaldelse med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 10. juli.
Stk. 5. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår.
3. Fremlæggelse af revideret regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Forelæggelse af budget samt forslag til kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 bestyrelsessuppleanter.
7. Valg af 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.
8. Eventuelt.
Stk. 6. Årsregnskab, budgetforslag og indkomne forslag udsendes til medlemmerne sammen med dagsordenen.
Stk. 7. Hver parcel har 2 stemmer, forudsat at kontingent er betalt.
Stk. 8. Stemmeretten kan udøves af et medlems ægtefælle/samlever, eller hvem medlemmet i øvrigt har overdraget en fuldmagt til.
Stk. 9. Alle spørgsmål – med de i vedtægterne fastsatte undtagelser – afgøres ved almindeligt stemmeflertal.
Stk.10. Der skal være skriftlig afstemning, hvis bestyrelsen, dirigenten eller mindst 1/4 af de fremmødte medlemmer ønsker det.
Stk. 11. Et medlem kan lade sig repræsentere ved behørig skriftlig fuldmagt. Et medlem kan maksimalt afgive stemme i henhold til 2 fuldmagter.
Stk. 12. Dirigenten afgør: om generalforsamlingen er lovlig, alle spørgsmål om sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og dennes resultat.
Stk. 13. Der udarbejdes referat af generalforsamlingen. Referatet underskrives af dirigent og af bestyrelsen.
§6. Ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 1. Der afholdes ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 1/5 af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af det emne, der ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Stk. 2. Bestyrelsen skal senest 14 dage efter begæringens modtagelse indkalde til den ekstraordinære generalforsamling med mindst 8 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Stk. 3 Dagsorden på en ekstraordinær generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Forslag der ønskes behandlet.
3. Eventuelt.
§7. Bestyrelsen.
Stk. 1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Den består af mindst 4 medlemmer foruden formanden, der vælges direkte af generalforsamlingen. Desuden vælges 2 bestyrelsessuppleanter.
Stk. 2. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Foreningens medlemmer og disses ægtefæller/samlevere er valgbare, hvis de ikke er i restance.
Stk. 4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer, sekretær m.v.
Stk. 5. Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg for 2 år i lige år, øvrige medlemmer er på valg for 2 år i ulige år. Bestyrelsessuppleanter afgår hvert år.
Stk. 6. Såfremt formanden fratræder i en valgperiode, konstituerer bestyrelsen sig med en fungerende formand indtil førstkommende generalforsamling.
Stk. 7. Der kan ydes bestyrelsesmedlemmer omkostningsgodtgørelse for deres arbejde med et beløb, som fastsættes af generalforsamlingen.
§8. Foreningens daglige ledelse.
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
Stk. 2. Foreningens daglige korrespondance føres af formanden.
Stk. 3. Bestyrelsen kan lade opgaver udlicitere.
Stk. 4. Ved indgåelse af aftaler forpligtes foreningen ved underskrift af formanden samt 2 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.
Stk. 6. Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
Stk. 7. Der udarbejdes referat af bestyrelsens forhandlinger. Referatet underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
§9. Regnskab.
Stk. 1. Regnskabsåret løber fra 1. juni til 31. maj.
Stk. 2. Regnskabet underskrives af revisorer og bestyrelsen.
Stk. 3. Foreningens midler indsættes i en bank i foreningens navn. Kun kasserer eller formand kan disponere over bankkontoen.
Stk. 4. Foreningens medlemmer indbetaler deres kontingent på foreningens bankkonto.
§10. Optagelse af lån.
Stk. 1. Forslag om optagelse af lån i foreningens navn eller andre større økonomiske dispositioner er underkastet samme regler med hensyn til stemmeafgivning, som gældende for vedtægtsændringer, jf. §13.
Stk. 2. Såfremt der i overensstemmelse med disse vedtægter træffes beslutning om optagelse af lån, er hvert medlem forpligtet i fornødent omfang at underskrive gældsbrev.
Stk. 3. Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for foreningens forpligtigelser.
§11. Udgifternes fordeling.
Stk. 1. Udgifterne ved enhver fælles foranstaltning fordeles ligeligt mellem samtlige medlemspligtige parceller.
§12. Revision.
Stk. 1. Til at revidere regnskabet vælges på den ordinære generalforsamling 2 revisorer og 1 revisorsuppleant for 1 år.
Stk. 2. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Det af kassereren opstillede regnskab afgives til revisorerne senest den 15. juni, således at revision kan være tilendebragt senest den 1. juli.
§13. Vedtægtsændringer.
Stk. 1. Foreningens vedtægter kan kun ændres, når mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen, og da kun når 2/3 af de tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemmer for.
Stk. 2. Såfremt 2/3 af foreningens medlemmer ikke er til stede, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling efter reglerne i §6.
Stk. 3. En ekstraordinær generalforsamling kan da uanset antallet af mødte medlemmer vedtage de fremsatte forslag, idet der dog til vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.
§14. Opløsning.
Stk. 1. Foreningen kan opløses efter vedtagelse på en generalforsamling efter de i §13 indeholdte regler.
Stk. 2. Opløsning kan ikke finde sted, så længe der påhviler foreningen gældsforpligtigelser. Kommunalbestyrelsen skal godkende opløsningen.
Således vedtaget.
på foreningens stiftende generalforsamling den 11. oktober 1969, på generalforsamlingen den 19. juli 1970, på generalforsamlingen den 30. juli 1978, på generalforsamlingen den 27. juli 1986 og på generalforsamlingen den 21. 08. 2016.